Dansk Kunstnerleksikon
Weilbach



Holck, Peter Mørk, *1954, maler og billedhugger. *22.11.1954 på Fr.berg. 

Uddannelse: Kunstakad. Kbh. (Sven Dalsgaard, Wilhelm Freddie og Albert Mertz) 1974-81. Stipendier og udmærkelser: Gerda Iversen 1978, 1980; Stat. Kunstfond rejselegat 1988; Akad. 1989. Rejser og udlandsophold: Studieoph. på Nord. Kunstcentrum, Sveaborg, Helsingfors 1988.

Udstillinger: KE 1978, 1980, 1982; 1984-85; Charl. Eft. 1983; Septemberudst., Sophienholm, Lyngby 1983; Xerografi, Kastrupgaardsaml. 1984; Gud og Grammatik, Charl.borg, Kbh. 1984; Decembristerne 1985 (s.m. Christian Scheel og Morten Skriver); Projekt Langelinje, Kbh. 1985; Ny abstraktion, Herning Kunstmus. 1986, 1988; Intericon, Charl.borg 1986; Impulser, Trapholt 1987; Aurora 2, Nord. Kunstcentrum, Sveaborg, Helsingfors 1987; Ni kunstnere på B&W, Kbh. 1989; Projekt Gadetegn, Ny Carlsberg Glyptotekets have, Kbh, 1991; View, Charl.borg, Kbh. 1991; Konkret Konstruktiv, Wiligrad, Schwerin, Tyskland 1993.

Separatudstillinger: Maleri uden rammer, Huset i Magstr., Kbh. 1982 (s.m. Morten Skriver); De tre rum, Tranegården, Hell. 1983 (s.m. samme); Både enten eller og, Gal. Kongo, Kbh. 1984; Robinsonade, smst. 1990; In Situ, Ny Carlsberg Glypt., Kbh. 1987 (s.m. Claus Jensen); Overgaden, Kbh. 1992; Himmerlands Kunstmus., Års 1993 (s.m. Tine Dwinger, Ingrid Kæseler og Cai-Ulrich v. Platen).

Værker: In Situ (install., 1987, nu destrueret); Anyone for tennis? (install., 1987, Trapholt); Someone is watching over me (skulptur, 1989); Selvportræt i 32 dele (install., 1992, nu destrueret): Triptykon 1-2 (mal., 1992); Arkitekturbillede 1-6 (mal., 1993); Mondrianstudier (serie af mal., 1994).

Peter Holck arbejdede i 1980erne med et minimalistisk udtryk, og udstillede i disse år en lang række abstrakte objekter og installationer, der som overordnet tema havde forholdet til det omgivende rum. Værkerne var konstrueret af stramme geometriske former eller moduler. De vigtigste materialer var gips og bemalet træ, oftest i hvidt, til tider i kombination med spejle. Udtrykket er køligt, rent og harmonisk. Nogle installationer. gik i åbenlys dialog med udstillingsrummene, som for eksempel In Situ, der blev skabt til Ny Carlsberg Glyptotek i 1987. I 1990erne har H. udstillet malerier, hvis kombinationer af enkle, rene farveflader kan give mindelser om hans skulpturelle installationer. De allernyeste, fladebetonede billeder udgøres imidlertid af figurative kompositioner over arkitektoniske motiver.

Litteratur: Peter Holck og Claus Jensen i: In Situ, Ny Carlsberg Glypt., Kbh. 1987; Pol. 24.9.1987 (Hellen Lassen); Inf. 20.10.1987 (Gertrud Købke Sutton); Berl. Tid. 4.9.1992 (Torben Weirup); Ann Lumbye Sørensen i: North inf. nr. 174, 1989.

A.G.S.