|
I flere år var omdrejningspunktet for mit arbejde
den hollandske maler Piet Mondrian. Først og fremmest af
veneration hans maleri, der tog den yderste konsekvens af
kubismen. Samtidigt dog i erkendelse af det umulige i at forsøge
at bidrage med noget som helst nyt, til den linie Mondrian selv
havde fulgt. Arbejdet er gjort, ”case ´s closed”.
Mit bidrag synes snarere at være ramt af en slags
Rasmus Modsat- syndrom hvor jeg, i al ubeskedenhed og med dyb
respekt, udsatte Mondrian for alt det han forbød i sit eget
maleri: fortælling, illusion og ironi.
Et univers så tilknappet som det Mondrian
repræsenterer pirrer jo umiddelbart ens nysgerrighed. Hvem var
manden bag dette værk? Udover malerierne, der jo er klinisk
renset for biografisk materiale, er det ikke meget vi ved. Dog
eksisterer der fotos fra de atelierer, hvor han levede og
arbejdede i fra Paris og New York, og det er disse ”Mondrian-
serien” bygger på.
Blandt kunstnere, har grænserne for hvad man
låner eller lader sig inspirere af fra hinanden, altid været
flydende. For mit eget vedkommende er der hverken tale om det
ene eller det andet, det drejer sig om simpelt tyveri;
kunsthistorien brugt som en slags ”ready made”. Med tiden blev
andre af modernismens opfindere ”samplet” såsom Picasso, Léger
og Malevich. De blev parret på kryds og tværs, eller endte som
portræt offer for deres egen ikonografi i
”Kunstnerportræt-serien”. De er desuden blevet sammenstillet med
min kone i ”Ewka”- og ”Ewunia- serierne”.
Denne arbejdsmetode viste sig, ikke overraskende,
at være almindelig praksis for mange andre billedkunstnere før
mig. Tog jeg f.eks. en Picasso figur i forgrunden og lod den
møde en Mondrian struktur i baggrunden, sad jeg pludselig med
noget der mest af alt mindede om et originalt Fernand Léger
maleri.
Mit arbejde har alle dage delt sig naturligt i
mellem arkitektur- og figurmaleri; hvor hovedvægten har ligget
på enten det geometriske eller det organiske. At vælge metroen i
Paris som motiv for en serie malerier syntes derfor, som den
perfekte kombination af netop disse elementer.
Idet meget af mit hidtidige arbejde har haft
udgangspunkt i den tidlige Parisiske modernisme, er valget af
denne hovedstads metro, heller ikke helt tilfældig. Modernismen
– og dermed kubismen opstod, som bekendt, i Paris i begyndelsen
af det 20 århundrede, næsten samtidigt med at byens metro blev
bygget. Hvor sidstnævnte i bogstaveligste forstand udbyggede det
underjordiske rum, udvidede Picasso, Braque og Gris
billedbevidstheden og rum opfattelsen over jorden.
”Metro- serien” trækker mest på kubismens sidste
fase; den såkaldte syntetiske kubisme. På trods af de mange
henvisninger, forsøgte jeg dog at undgå for meget nostalgi og
romantik i billederne. Malerierne forestiller først og fremmest
metroen, som den ser ud i dag ; et moderne transportmiddel og en
smeltedigel, hvor det etniske, stillistiske, sociale osv. mødes
og blandes.
”Hvornår maler du som Peter Holck? ” bliver jeg
tit spurgt; et spørgsmål der er lige så godt, som det er
relevant.
”Badebillede- serien” forsøger at svare herpå og
blev til som en slags reaktion imod de mange kunsthistoriske
referencer. Motivet kræver jo ikke de store forudsætninger;
charterturismens lyksaligheder med fede badegæster til vands og
på land – og alligevel kommer det pludselig til at ligne en af
Lundstrøm´s badende damer, eller er det ikke snarere en af
Picasso´s ditto?
Men de havde dem jo egentlig fra Cezanne….
Alverdens badende damer til trods ligger pointen,
for mig at se, snarere i det formelle billedsprog og den
bevidsthed der ligger bag motivet - hvilket jo ikke nødvendigvis
forhindrer hverken Mondrian, min kone, eller en badende dame i
at komme op til overfladen……
Peter
Holck 2007.
|