Enhver kan
høre når en musiker spiller falsk, ligesom det heller ikke er
særlig svært at skelne imellem den professionelle musiker og den
glade amatør. Først herefter begynder det at blive sværere at
bedømme musik såvel som alt muligt andet. Det tager først og
fremmest tid at udvikle en dømmekraft. Det kan derfor undre
hvorfor de samme selvfølgeligheder ikke gør sig gældende, når
det drejer sig om billedkunst?
I
forbindelse med Dronningens malerier på Statens Museum for Kunst
bragte DR2 for nylig et indslag i ”Smagsdommerne.”. Panelet
bestod af en balletanmelder, en teaterinstruktør samt en præst;
alle uden et professionelt forhold til emnet, hvilket debatten
da også kom til at bære tydeligt præg af. Balletanmelderen var
positiv overfor malerierne og udtalte at ”det ikke kunne ophidse
ham at Dronningens malerier hænger på museet”. Ophidselse
forudsætter jo engagement i det mindste, og jeg gad godt se
samme anmelders reaktion, hvis Dronningen havde fået lignende
udfoldelsesmuligheder på ballettens skrå brædder……
Efter at
have beskæftiget mig med Billedkunst i snart 35år synes jeg
ærligt talt ikke, det er særlig svært at bedømme hverken
malerierne, eller årsagen til den opmærksomhed der er omkring
dem. For mig at se, er det blot et led i den ”kändis effekt”,
der har ramt medieverdenen og billedkunsten i særdeleshed. Alle
føler sig fuldt berettigede til både at udøve og udtale sig om
billedkunst, og i TV og pressen ofrer man gladelig sendetid og
spalteplads på malende skuespillere, direktører og forfattere;
findes der efterhånden en rock musiker i Danmark der ikke maler
i sin fritid? Og alle med et umætteligt behov for at eksponere
sig selv, uden at bekymre sig om interessen er begrundet i
manden eller malerierne? For” kändisserne” vedkommende er det
nu ikke svært at gætte, malerierne ville ikke have en levende
chance på en censureret udstilling, der ellers er det naturlige
sted at begynde. Bedømt udelukkende på malerierne må man
konstatere, at der ikke kommer noget nyt fra den kant, de er
mindst 60 år bagud, for rockmusikernes vedkommende drejer det
sig for det meste om ekspressionistisk nonsence, angående
Dronningen maler hun for tiden i en stilart der må hedde
impressionistisk surrealisme- vel at mærke en impressionisme der
ikke bygger på iagttagelse, og en surrealisme med en fantasi der
mildest talt forekommer noget dydsiret. Visse anmeldere har talt
om den udvikling Dronningens malerier har gennemgået de senere
år, og de har da også forandret sig noget, det er bare de
færreste der får lov til at udstille disse stiløvelser på
landets førende kunstmuseum.
Snobberi
kombineret med populisme er tilsyneladende ingredienserne i
denne succesrige cocktail, der florerer i museerne og medierne.
Det giver selvfølgelig højere besøgstal, flere læsere og seere,
men desavouerer samtidigt respekten for den øvrige billedkunst
og dens udøvere. Man må kunne forvente at landets
udstillingssteder er i stand til skelne imellem dilettanten og
den professionelle og samtidigt sætter den faglige kompetence og
det kvalitative forrest.
Det ville
være naturligt om nogle af kunstverdenens koryfæer her gjorde
deres indflydelse gældende i denne debat. Hvis ”kändisserne”
ellers har et oprigtigt ønske om at blive taget seriøst, vil jeg
derfor opfordre dem til at lægge kronen, trække guitarstikket ud
eller forlade chefstolen, og søge ind på Kunstnernes
Efterårsudstilling til oktober.
Som -malende-
maler vil jeg selv helst bedømmes på mine malerier.